onsdag den 9. juni 2010

På Vej

Jeg har ikke skrevet på "Ta en god dag" i 9 måneder. Det er blandt andet, fordi jeg har fået en blog på mit website hvor jeg blogger om arbejdsrelaterede temaer 1-2 gange om ugen. Jeg har derfor besluttet at bruge "Ta en god dag" som ferieblog. Og da jeg nu er ved at gå i ferie mood, genoptager jeg skriblerierne her.

Jeg skal atter til Bali, for at skrive bog. En ny bog eller hvad, tænker du måske? 
Blev den bog jeg skrev på sidste år færdig? Nej, det gjorde den ikke. Det er set i bagspejlet også for optimistisk, at tro at den kunne blive det på 18 skrivearbejdsdage. Derfor fortsætter jeg hvor jeg slap sidste år med personlig udviklingsbogen, men nu med fokus på de udstationerede og kvinder on the move. Det er jo noget jeg har under huden.  Om 11 dage drager jeg afsted og med det i tankerne skrev jeg i dag på Facebook:
Skal på den Indonesiske Ambassade i Hellerup for at få mit 60 dages visum. Nødvendigt, så jeg ikke som sidste år , da jeg opholdt mig på Bali i 5 uger for at skrive på en bog om personlig udvikling, måtte en endagstur med fly til Kuala Lumpur i Malaysia, fordi jeg havde glemt, at det visa jeg kunne få i lufthavnen, kun gjaldt 30 dage.
En af mine facebook venner og bekendt, der som mig, har boet en del år i Indonesien skrev følgende kommentar  :
Så er du allerede på vej tilbage til Indonesien, bare det at tage ud på ambassaden er man tilbage.
Og hun har så evig ret. her ser du hvad der venter mig I Jakarta - udsigten fra vores lejlighed.


Ambassaden er første skridt på rejsen til Indonesien. Den lille venlige indonesiske mand ,der modtager mig bag glasruden i Ambassade kvarteret, får mig til at være på vej. Vi hilser høfligt, han på dansk med indonesisk accent. Jeg svarer på Indonesisk med dansk accent, og han lyser op, smiler stort og fortsætter på indonesisk og dansk i en dejlig sammenblanding og vi snakker lidt frem og tilbage.

Han beder mig sende et pasfoto, jeg ikke har haft med, får en lille håndskreven seddel med Reg nr og kontonr til Danske Bank hvortil jeg skal indbetale 350 kr. Han fortæller at jeg kan hente mit visum på Tirsdag den 15. 6. og så er jeg klar til at rejse den 19.6 og den 20.6 at gense min elskede, vores kat Mingu og lejligheden

















I am getting so ready - Salamat jalan til mig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar