Jetlack og Dim Sum

Mens du ligger og sover din skønhedssøvn, arbejder jeg på at komme mig over mit jetlack, ved at stå op dansk tid kl. 4.00 - Jakarta tid kl 9.00. Det kræver sin kvinde ..nøøjjjj - hvor hovedet er tungt. Men jeg ved, at kun med Mellatonin, som jeg tog, da jeg gik i seng sidst på eftermiddagen i går,  og ved at stå op midt om natten, her til "morgen" får jeg hurtigt mit biologiske ur kørt på Asien time.

Mik og jeg kørte som aftalt kort efter min ankomst til restaurant Samudra for at spise Dim Sum. Det er en kulturel oplevelse af rang.  De indonesiske - kinesiske familier sidder i kø udenfor restauranten, med deres lille nummer, man får udleveret når man ankommer, og venter på at blive råbt op, for at få sit bord.

Vi venter på at vores nummer D 13 bliver råbt op så vi kan nyde vores Dim Sum på en af de største restauranter i verden. Mit indonesiske er støvet. Det sker når man ikke bruger det dagligt. Kan dog godt huske at D tretten er D tiga blas.

Resten dag dagen bruges på at holde mig kørende. Man skal ikke sidde ned for længe. Efter 4 timers søvn handler det om at holde den gående, så jeg kan gå i seng til "normal tid"  og hurtig komme mig over jectlakket.

Vi shopper i diverse factory outlet. Jeg får købt løbesko, der skal med til Bali og Mik en masse slips, skjorter og badeshorts. Fields og Fisketorvet kan godt gå hjem og lægge sig sammenlignet med de indonesiske Shopping centre i Jakarta.

Vi tager en kaffe på Coffe bean og herefter massage hos Jasper Family Spa. Det er vild godt og til at betale sig fra. Til sidst slutter vi af på Trattoria, vores ynglings restaurant,  hvor jeg tror at hovedparten af italienere bosat i Jakarta, den aften er samlet for at se VM kampen Italien- New Zealand. Vi følger deres trængsler og føler med dem, da New Zealand scorer deres første mål.

Min første dag i Jakarta er slut, da jeg lægger hovedet på puden, i vores store bambus seng Dk tid kl.6 pm.

Ingenmandsland

Jeg elsker lufthavne. De er så dejlig inspirerende og multikulturelle. Her møder du stort set alle mennesker - altså dem der har råd til at rejse. Der er jo fortsat mange i hele verden, der ikke har mulighed for at rejse. Jeg møder mange indonesere der aldrig haft mulighed for at opleve andre steder end den landsby de bor i og et besøg til eksempelvis Bali, er out of the question. Steder som jeg bare lige rejser til sådan for at holde skriveferie.

Jeg elsker processen -  nyder det jeg oplever i det jeg kalder ingenmandsland og som organisationspsykolog Bridget kalder "neutral zone " . Jeg er altid i god tid når jeg rejser, så jeg kan stoppe op undervejs og tage billeder, når jeg ser noget interessant. Min opmærksomhed er skærpet i " neutral zone" på vej til "new beginings" .

Jeg har handlet toldfrit og dufter af et helt parfumeri og lige nu sidder jeg så i Diners loungen, nyder min morgenkaffe og fejrer rejsens begyndelse med en gammel dansk.
Om lidt skal jeg på en længere rejse, fra dør til dør ca. 24 timer. Skal se et par film   undervejs, drikke et glas vin, læse og skrive på computeren så længe der er strøm på batteriet.

                                                                              

I guess I am ready

Om 2 timer spadserer jeg til Forum med kuffert og carry on .
Visa til 60 dage er i passet. Kufferten står klar i stuen. Støttestrømper, Stilnoct, ørepropper  og dimsen til at sætte for øjnene er lagt frem på min carry-on. Har efter stort besvær fundet mit indonesiske simkort frem. De er godt nok små, og kan ligge mange steder, når man ikke kan huske, hvor man lagde det sidst, jeg kom hjem fra Indonesien.

Fra jeg sætter mig i flyet om 4 timer , er jeg nødt til at lægge min I-phone på hylden i 6 uger. Mon jeg får abstinenser når jeg ikke lige kan checke facebook og sende billeder på twitter ;-)

Jeg tager min gamle Nokia telefon med og kan fra lørdag kun på telefonen kommunikerer med sms og mms med  Jer der nyder den danske sommer. Heldigvis har jeg et mobilt internet til computeren, så i slipper ikke af med mig på facebook. 
I morgen  søndag lander jeg  til en luftfugtighed på 95 % . og en udfordring med at skulle finde en ny villa på Bali, da ham jeg boede hos sidste år har brændt os af på den indonesiske måde som vi kender alt for godt til efter 11 år bosat i Indonesien.

Mik og jeg har allerede besluttet at vi kort efter jeg har pakket kufferten ud, spiser  Dim Sum på restaurent Samudra. En af de største kinesiske restaurenter i Jakarta. Jeg lover at lægge billeder på bloggen.

Jeg har 5 dage i Jakarta før Mik og jeg tager flyet til Denpasar, hovedstaden på Bali og skal i gang med operation udfordring:  Find en villa i højsæsonen i Umalas, til en pris vi synes vi kan og vil betale. Sidste mulighed et hotel værelse- hvor fedt er lige at skulle skrive der, sammenlignet med villaen her 

 

På Vej

Jeg har ikke skrevet på "Ta en god dag" i 9 måneder. Det er blandt andet, fordi jeg har fået en blog på mit website hvor jeg blogger om arbejdsrelaterede temaer 1-2 gange om ugen. Jeg har derfor besluttet at bruge "Ta en god dag" som ferieblog. Og da jeg nu er ved at gå i ferie mood, genoptager jeg skriblerierne her.

Jeg skal atter til Bali, for at skrive bog. En ny bog eller hvad, tænker du måske? 
Blev den bog jeg skrev på sidste år færdig? Nej, det gjorde den ikke. Det er set i bagspejlet også for optimistisk, at tro at den kunne blive det på 18 skrivearbejdsdage. Derfor fortsætter jeg hvor jeg slap sidste år med personlig udviklingsbogen, men nu med fokus på de udstationerede og kvinder on the move. Det er jo noget jeg har under huden.  Om 11 dage drager jeg afsted og med det i tankerne skrev jeg i dag på Facebook:

Skal på den Indonesiske Ambassade i Hellerup for at få mit 60 dages visum. Nødvendigt, så jeg ikke som sidste år , da jeg opholdt mig på Bali i 5 uger for at skrive på en bog om personlig udvikling, måtte en endagstur med fly til Kuala Lumpur i Malaysia, fordi jeg havde glemt, at det visa jeg kunne få i lufthavnen, kun gjaldt 30 dage.

En af mine facebook venner og bekendt, der som mig, har boet en del år i Indonesien skrev følgende kommentar  :

Så er du allerede på vej tilbage til Indonesien, bare det at tage ud på ambassaden er man tilbage.

Og hun har så evig ret. her ser du hvad der venter mig I Jakarta - udsigten fra vores lejlighed.

Ambassaden er første skridt på rejsen til Indonesien. Den lille venlige indonesiske mand ,der modtager mig bag glasruden i Ambassade kvarteret, får mig til at være på vej. Vi hilser høfligt, han på dansk med indonesisk accent. Jeg svarer på Indonesisk med dansk accent, og han lyser op, smiler stort og fortsætter på indonesisk og dansk i en dejlig sammenblanding og vi snakker lidt frem og tilbage.

Han beder mig sende et pasfoto, jeg ikke har haft med, får en lille håndskreven seddel med Reg nr og kontonr til Danske Bank hvortil jeg skal indbetale 350 kr. Han fortæller at jeg kan hente mit visum på Tirsdag den 15. 6. og så er jeg klar til at rejse den 19.6 og den 20.6 at gense min elskede, vores kat Mingu og lejligheden

I am getting so ready - Salamat jalan til mig