Det er søndag. Jeg bliver vækket af “råbekonen” se indlæg og billeder på
http://webermette.blogspot.com/2009/07/alene-med-rabekonen.html

som råber højt og slår sin lange pind mod en dåse. I dag var det lidt før kl. 6.30. Hun er ligeglad hvilken dag det er og det er jeg for så vidt egentlig også, lige bortset naturligvis, at jeg ved det er Søndag fordi Michael, så er her på Bali. Og det er godt at vågne op, når han ligger der i sengen ved siden af mig.

Solen er lige stået op over rismarkerne og de mange små fugle, “råbekonen” skræmmer op, flyver i store flokke uden for min balcon.

Livet er enkelt her. På hverdagene skriver, spiser og sover jeg. Derudover følger jeg fra min balkon, som en landmand med i udviklingen af hvordan det går med afgrøderne på marken. Jeg følger rismarkernes udvikling.

Farven på rismarkerne har ændret sig i de 14 dage jeg har været her. Vi nærmere os høsten.
Fra man sår til man høster ris, går der 4 måneder. Man kan høste 2 gange på et år. Man sprøjter også lystigt, gad vide hvad det er for noget stads, eller rettere det er nok ikke værd at vide. Det lugtede stygt. Her er reglerne ikke særlig skrappe, hvis der overhovedet er nogen og hvis der er, så betaler man sig til nogle ny regler. Det er blevet sværere generelt i Indonesien, men kan stadig lade sig gøre. Den indstilling tager lang tid at ændre.















I dag fortalte risbonden, den unge mand som for et par dage siden forærede mig mango fra sit træ, at han på de marker, jeg kan se foran min balkon, et ikke særlig stort område, vil kunne høste 500 kg ris, nok til at brødføde hele familien og derudover kan han også sælge en del af det.

I weekenderne lægger jeg bogskrivning til side, hvilket ikke falder mig hel nemt. Jeg nyder nemlig i den grad skriveprocessen og er efterhånden godt viklet ind i den. På den anden side synes jeg også at Michael og jeg hygge os sammen, når han nu troligt tager rejsen herned hver weekend. Så det gør vi.
I dag har vi gået 4 timer på stranden fra den ene ende ved Legian, via Kuta og ud til lufthavnen og samme vej retur. Flot tur og masser af farve har vi fået.
Jeg har allerede nu planlagt, hvornår det skulle være muligt at komme til Bali næste sommer og overvejer hvilke nye skriveprojekter, der kunne komme på tale.
Bali er stedet for mig at skrive. Det giver ro at være her. Det ER en verden for sig.

Kirsten min veninde og trofaste bogholder mindede mig i går med sin e-mail der dumpede ind i outlokboxen, om at der er en verden, en anden verden i Danmark, som jeg lige nu har lagt langt bag mig. Hun sendte mig en faktura og det mindede mig om at jeg også selv lige skal sende en faktura den 1. august. Det fik mig desværre også til at huske mig på at jeg skal skrive kilometerregnskab for det første halvår jeg har haft min virksomhed. Man kan sgu da heller ikke flygte fra noget;-)
Det får nu lov til at vente et par uger. Den sidste uge i Jakarta inden jeg rejser tilbage til Danmark, vil jeg bruge til at vende mig mod Danmark igen og de opgaver der nødvendigvis også må laves, når man har egen virksomhed.
Lige nu er mit fokus her og det er et skønt fokus.