Jetlack og Dim Sum

Mens du ligger og sover din skønhedssøvn, arbejder jeg på at komme mig over mit jetlack, ved at stå op dansk tid kl. 4.00 - Jakarta tid kl 9.00. Det kræver sin kvinde ..nøøjjjj - hvor hovedet er tungt. Men jeg ved, at kun med Mellatonin, som jeg tog, da jeg gik i seng sidst på eftermiddagen i går,  og ved at stå op midt om natten, her til "morgen" får jeg hurtigt mit biologiske ur kørt på Asien time.

Mik og jeg kørte som aftalt kort efter min ankomst til restaurant Samudra for at spise Dim Sum. Det er en kulturel oplevelse af rang.  De indonesiske - kinesiske familier sidder i kø udenfor restauranten, med deres lille nummer, man får udleveret når man ankommer, og venter på at blive råbt op, for at få sit bord.

Vi venter på at vores nummer D 13 bliver råbt op så vi kan nyde vores Dim Sum på en af de største restauranter i verden. Mit indonesiske er støvet. Det sker når man ikke bruger det dagligt. Kan dog godt huske at D tretten er D tiga blas.

Resten dag dagen bruges på at holde mig kørende. Man skal ikke sidde ned for længe. Efter 4 timers søvn handler det om at holde den gående, så jeg kan gå i seng til "normal tid"  og hurtig komme mig over jectlakket.

Vi shopper i diverse factory outlet. Jeg får købt løbesko, der skal med til Bali og Mik en masse slips, skjorter og badeshorts. Fields og Fisketorvet kan godt gå hjem og lægge sig sammenlignet med de indonesiske Shopping centre i Jakarta.

Vi tager en kaffe på Coffe bean og herefter massage hos Jasper Family Spa. Det er vild godt og til at betale sig fra. Til sidst slutter vi af på Trattoria, vores ynglings restaurant,  hvor jeg tror at hovedparten af italienere bosat i Jakarta, den aften er samlet for at se VM kampen Italien- New Zealand. Vi følger deres trængsler og føler med dem, da New Zealand scorer deres første mål.

Min første dag i Jakarta er slut, da jeg lægger hovedet på puden, i vores store bambus seng Dk tid kl.6 pm.

Ingenmandsland

Jeg elsker lufthavne. De er så dejlig inspirerende og multikulturelle. Her møder du stort set alle mennesker - altså dem der har råd til at rejse. Der er jo fortsat mange i hele verden, der ikke har mulighed for at rejse. Jeg møder mange indonesere der aldrig haft mulighed for at opleve andre steder end den landsby de bor i og et besøg til eksempelvis Bali, er out of the question. Steder som jeg bare lige rejser til sådan for at holde skriveferie.

Jeg elsker processen -  nyder det jeg oplever i det jeg kalder ingenmandsland og som organisationspsykolog Bridget kalder "neutral zone " . Jeg er altid i god tid når jeg rejser, så jeg kan stoppe op undervejs og tage billeder, når jeg ser noget interessant. Min opmærksomhed er skærpet i " neutral zone" på vej til "new beginings" .

Jeg har handlet toldfrit og dufter af et helt parfumeri og lige nu sidder jeg så i Diners loungen, nyder min morgenkaffe og fejrer rejsens begyndelse med en gammel dansk.
Om lidt skal jeg på en længere rejse, fra dør til dør ca. 24 timer. Skal se et par film   undervejs, drikke et glas vin, læse og skrive på computeren så længe der er strøm på batteriet.

                                                                              

I guess I am ready

Om 2 timer spadserer jeg til Forum med kuffert og carry on .
Visa til 60 dage er i passet. Kufferten står klar i stuen. Støttestrømper, Stilnoct, ørepropper  og dimsen til at sætte for øjnene er lagt frem på min carry-on. Har efter stort besvær fundet mit indonesiske simkort frem. De er godt nok små, og kan ligge mange steder, når man ikke kan huske, hvor man lagde det sidst, jeg kom hjem fra Indonesien.

Fra jeg sætter mig i flyet om 4 timer , er jeg nødt til at lægge min I-phone på hylden i 6 uger. Mon jeg får abstinenser når jeg ikke lige kan checke facebook og sende billeder på twitter ;-)

Jeg tager min gamle Nokia telefon med og kan fra lørdag kun på telefonen kommunikerer med sms og mms med  Jer der nyder den danske sommer. Heldigvis har jeg et mobilt internet til computeren, så i slipper ikke af med mig på facebook. 
I morgen  søndag lander jeg  til en luftfugtighed på 95 % . og en udfordring med at skulle finde en ny villa på Bali, da ham jeg boede hos sidste år har brændt os af på den indonesiske måde som vi kender alt for godt til efter 11 år bosat i Indonesien.

Mik og jeg har allerede besluttet at vi kort efter jeg har pakket kufferten ud, spiser  Dim Sum på restaurent Samudra. En af de største kinesiske restaurenter i Jakarta. Jeg lover at lægge billeder på bloggen.

Jeg har 5 dage i Jakarta før Mik og jeg tager flyet til Denpasar, hovedstaden på Bali og skal i gang med operation udfordring:  Find en villa i højsæsonen i Umalas, til en pris vi synes vi kan og vil betale. Sidste mulighed et hotel værelse- hvor fedt er lige at skulle skrive der, sammenlignet med villaen her 

 

På Vej

Jeg har ikke skrevet på "Ta en god dag" i 9 måneder. Det er blandt andet, fordi jeg har fået en blog på mit website hvor jeg blogger om arbejdsrelaterede temaer 1-2 gange om ugen. Jeg har derfor besluttet at bruge "Ta en god dag" som ferieblog. Og da jeg nu er ved at gå i ferie mood, genoptager jeg skriblerierne her.

Jeg skal atter til Bali, for at skrive bog. En ny bog eller hvad, tænker du måske? 
Blev den bog jeg skrev på sidste år færdig? Nej, det gjorde den ikke. Det er set i bagspejlet også for optimistisk, at tro at den kunne blive det på 18 skrivearbejdsdage. Derfor fortsætter jeg hvor jeg slap sidste år med personlig udviklingsbogen, men nu med fokus på de udstationerede og kvinder on the move. Det er jo noget jeg har under huden.  Om 11 dage drager jeg afsted og med det i tankerne skrev jeg i dag på Facebook:

Skal på den Indonesiske Ambassade i Hellerup for at få mit 60 dages visum. Nødvendigt, så jeg ikke som sidste år , da jeg opholdt mig på Bali i 5 uger for at skrive på en bog om personlig udvikling, måtte en endagstur med fly til Kuala Lumpur i Malaysia, fordi jeg havde glemt, at det visa jeg kunne få i lufthavnen, kun gjaldt 30 dage.

En af mine facebook venner og bekendt, der som mig, har boet en del år i Indonesien skrev følgende kommentar  :

Så er du allerede på vej tilbage til Indonesien, bare det at tage ud på ambassaden er man tilbage.

Og hun har så evig ret. her ser du hvad der venter mig I Jakarta - udsigten fra vores lejlighed.

Ambassaden er første skridt på rejsen til Indonesien. Den lille venlige indonesiske mand ,der modtager mig bag glasruden i Ambassade kvarteret, får mig til at være på vej. Vi hilser høfligt, han på dansk med indonesisk accent. Jeg svarer på Indonesisk med dansk accent, og han lyser op, smiler stort og fortsætter på indonesisk og dansk i en dejlig sammenblanding og vi snakker lidt frem og tilbage.

Han beder mig sende et pasfoto, jeg ikke har haft med, får en lille håndskreven seddel med Reg nr og kontonr til Danske Bank hvortil jeg skal indbetale 350 kr. Han fortæller at jeg kan hente mit visum på Tirsdag den 15. 6. og så er jeg klar til at rejse den 19.6 og den 20.6 at gense min elskede, vores kat Mingu og lejligheden

I am getting so ready - Salamat jalan til mig

Kom ud af busken, hvis du tør?

Kære bloglæser- Fastlæser eller Skabslæser :-)

Når du læser det jeg har skriver her, ved jeg at du tilhører en af ovenævnte blogkategorier.

Og det er jeg naturligvis glad for. Hvem er ikke glad for at vide at det man skriver bliver læst?

Flere har på facebook fortalt mig at de synes det er godt det jeg skriver.
Nu har jeg så gået og tænkt over , hvad jeg skal bruge det til.

Hvad er mon godt?

Jeg er selvfølgelig meget glad for at få ros og anerkendelse, men synes det ville være meget sjovere at høre, hvad du mener, hvad det sætter gang i hos dig, hvad du bruger det jeg skriver til, hvis du bruger det? om du er uenig og hvorfor du er etc.

Mit mål med at skrive er at skabe, skabe debat, udvikle, inspirerer, motiverer og bevæge.

Men vigtigere end målet er for mig vejen, processerne.

HVAD der sker undervejs .

Vejen eller midlet som i dette tilfælde er det jeg skriver på bloggen.

I Zen terorierne siger man at målet og midlet, eller vejen, er to sider af samme sag. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Hmm vil du måske sige, hvordan hænger det nu sammen, når Zen handler om at forkuserer på være til stede her og nu og ikke om resultater, fremtiden og mål.

Det hænger sammen.

Zen siger nemlig også også, at det er vigtigt at sætte mål for at opnå fremskridt, men vi må ikke blive fastlåst i vores mål. Så målet bliver det vigtigtse og vi glemmer at høre fuglene synge og nyde hinanden.

Hvis vi kun tænker på vores mål bliver vi rastløse.

Fokus på vejen er det vigtigste mig for mig, processerne mest interessant og derfor også processerne der sker i dig, når du læser min blog.

Så hvad ER det mon , der får dig til at læse min blog, hvad ER det der sker i dig i processen , på vejen mens du læser, det jeg har skrevet?

Når vi skriver, skriver blog, eller kommenterer på en blog, bliver vi mere bevidste om hvad vi mener og hvorfor. Samtidig skaber vi. Vi skaber klarhed i os selv og nogen gange skaber det ny viden.
Måske vi sammen kunne skabe noget nyt? eller forandre noget gammelt indgroet?

Så derfor stiller jeg det enkle spørgsmål:

hvad skal få dig til at kommentere på min blog og gå fra at være skabslæser til fast læser?

Ta en god Torsdag - det gør jeg, i morgen går det retur Danmark

Kaos er godt - var det det jeg skrev?

Kaos skaber mulighed for forandring.
Det er godt med forandringer. Det er vigtigt at blive rusket op i.
Det var det jeg skrev, mens jeg sad og skrev på min bog på Bali.

Mener jeg det mon fortsat nu, hvor jeg sidder og “sveder” i min forandringsproces med alle min tanker, i sengen i Jakarta kl. 4.00 en ganske almindelig onsdag morgen.
Jo - det ER godt nok, men for helvede, hvor er det hårdt arbejde, mens det står på. Usikkerheden og de mange kaotiske tanker der dukker op.

Ankom til Jakarta i går efter 5 uger på Bali. Back to the real world – eller var Bali the real world?
Fik sagt farvel til risbonden og tak for al den lærdom han gav mig om risdyrkning.


Lige nu er det kaos, der er real og arbejdsopgaverne i Danmark om 2 dage. Det presser på. Hvordan skal jeg organisere mig, så jeg for mulighed for at skrive videre på det der mangler og samtidig kunne arbejde?

Det handler om prioritering og planlægning, om at vælge og beslutte, er det ikke det jeg skriver i bogen? Jo, det er DET jeg skriver og DET er rigtigt, men det betyder for pokker ikke, at det er nemt hele tiden. Lige nu spiser jeg min egen medicin. Den smager besk, men kurerer mig, når jeg har taget hele kuren.

At skrive bog sætter gang i eksistentielle tanker. Samtidig er der pt. en masse praktiske, egentlig uvæsentligt opgaver, der skal ordnes inden jeg rejser tilbage til Danmark på fredag. Jeg ville hellere flygte ind i skriveriet og gøre bogen færdig. Men det er i al fald ikke real lige nu.

Hvad er meningen med det hele? Hvad er det meningsfulde jeg skriver om egentligt? Er det jeg har beskrevet overhovedet meningsfuldt? Er det jeg skriver vigtigt for andre end mig selv. Hvem tror jeg at jeg er, der tillader mig at skrive til andre, hvad der er meningen med livet og hvad man skal gøre for at blive klogere på sig selv og livet?
Frygten melder sig.
Frygten for hvad?
Frygten for de andres dom.
Frygten for min egen dom, hvis bogen ikke bliver til bog.

NYVOKSEN

Jeg har I dag tilladt mig at tilføje endnu en tittel på mit visitkort, et nyt begreb til min identitet og gjort min historie tykkere. ER det ikke skønt i en alder af snart 60 år.

Udover at føle mig som verdensborger og international dansker har jeg fundet ud af at jeg tilhører gruppen, som Emilia Van Hauen, http://www.emiliavanhauen.dk/ sociolog og trendrådgiver kalder NYVOKSNE.

Nyvoksne bibeholder ungdommens fleksibilitet, åbenhed, innovationsiver og dynamik og kombinerer det med erfaring, personlig magt, langsigtet fornuft, overblik og (desværre) en lettere dødsstivhed i lemmerne, trods motion, sund mad og hvile.

Hun mener at gruppen af nyvoksne vil øges kraftigt de næste mange år og godt for det.
For jeg kender i dag desværre kun personligt et par stykker og det er ikke nok, hvis vi skal, som hun kalder det “samskabe” og udvikle på tværs af alder, køn, fag, nationalitet, religion, socialklasse og race og sammen på alle planer på demokratiskvis løfte de store opgaver, som kun kan løftes på globalt plan.

Hun mener at vi i Danmark har alle ods på hånden for at “samskabe”, og for at blive en globalmarkedsleder indenfor fremtidens organisations og skabelsesplatform i kraft af

1. vores tradition for selvstændig og kritisk opdragelse
2. en udbredt demokratisk foreningspraksis
3. en stor grad af personlig frihed
4. et tillidsfuldt socialt klima
5. en velfungerende velfærdsstat

Så jeg glæder mig til, inden for min lille verden, at møde flere nyvoksne.
Jeg har allerede et par voksne i tankerne og aftaler med nogen, som jeg tror, er NYVOKSNE, og som jeg gerne vil samskabe med, når jeg vender tilbage til Danmark om 9 dage.

Ta en god fredag – det gør jeg, min sidste planlagte skrivearbejdsdag på Bali.